Museum


I købstaden Stubbekøbing kan man gå på museumstur i 2 unikke museer, som begge rummer samlinger, der er værd at gå på opdagelse i. De laver begge flere interessante arrangementer i løbet af året, som det er anbefalelsesværdigt at komme til.

Se hvad og hvornår på deres hjemmesider, hvor man også kan holde øje med åbningstiderne.
Begge museer har venneforeninger, man kan melde sig ind i for at støtte økonomisk eller for at være aktive hjælpere.

Stubbekøbing Museum og Info Café

             

Stubbekøbing Museum        

Vestergade 43, 

4850 Stubbekøbing

Stubbekøbing Motorcykel og Radio Museum

 

 

Danmarks Motorcykel-museum 

Nykøbingvej 52, 

4850 Stubbekøbing

Det hyggelige museum på hovedgaden

 

Stubbekøbing Museum i den smukke, fredede ejendom i Vestergade 43 huser - foruden Info Café - også et egnsmuseum og et strikkemuseum. Selve huset blev opført i 1846 som købmandsgård og senere fredet i 1954. Museet er en selvejende institution, der økonomisk skal hvile i sig selv.

 

Info Café’en hjælper turister på vej, og her kan man også købe kaffe, the, øl eller vin, som kan nydes såvel ude som inde.

 

I museets stueetage vises livet i købstad omkring 1900-tallet: I det oprindelige køkken findes en stor samling af Glud & Marstrand’s berømte blå emaljekøkkentøj og en fuldt møbleret stadsstue fra ca. år 1890. Se også:

  • Nordeuropas største samling af vægte - og andre måle-redskaber
  • Snedker Olsens værksted med alt det specielle hånd-værktøj
  • Skomager-værksted viser det gamle håndværk i et oprindeligt værksted
  • Bryggers med den gamle gruekedel, vaskebræt, manglebræt mv.
  • Redskabs- og værktøjs-udstilling fra gårde i den hyggelige gårdhave.


Særudstillingen år 2022: ”LEGETØJ fra GAMLE DAGE”. Biler, dukker og bamser i massevis; samt et stort og flot dukkehus med indbo, og meget mere!

 

På vej op ad trappen: Træd ind i skolestuen og børnelivet omkring år 1900 og længere oppe ad trappen viser BIRGIT KØNIG mere end 100 sokkemodeller.

 

På 1. sal, STRIK på 1’ste: I første stue: Marianne Isager design, bl.a. fra mange rejser. I blå stue: Bodil Marie Moestrups samling af strik og redskaber I hjørnestuen: Vivian Høxbros strikdesign. I stuen mod haven: Kaffe Fassetts farverige og sprudlende design (strik, broderi m.m.)

Bemærk også STRIK på 1’stes kurser og andre arrangementer, se oplysninger på: www.stubmuseum.dk

Fotos: Dorte Krøll og Ingrid Riis

MC samling den største i Nordeuropa

 

Museet blev grundlagt i 1977 i et samarbejde mellem Stubbekøbing Kommune og motorcykelsamler, malermester Erik Nielsen fra Karleby, som i over 20 år havde indsamlet, opkøbt og restaureret motorcykler.

 

I de forløbne 37 år er museets samling blevet større og større. I dag udstiller Stubbekøbing Motorcykel-museum over 160 motorcykler, 15 knallerter og 80 løse motorcykel-motorer fra 1897 til 1994, og det placerer museet som et af de største i Europa. Motorcykelsam-lingen indeholder en perlerække af sjældenheder og milepæle fra England, Tyskland, USA, Frankrig, Danmark, Belgien, Schweiz, Italien, Tjekkoslovakiet, Sverige og Japan. Den store bredde af sjældne mærker og klassiske modeller fra så mange nationer er ganske unik, men de allerfleste af motorcyklerne har en dansk historie og har kørt i Danmark. 

 

Stubbekøbing Motorcykelmuseum viser den tekniske udvikling, som motorcyklen har gennemgået fra 1897 og frem til i dag.

 

Radiosamlingen 

 

er ligesom motorcykel-samlingen, blevet til via interesse for ældre teknik i en driftig dansk radioindustri, som i 1950 talte 18 dansk fremstillede mærker. Der er i samlingen stadig mange fungerende apparater.

 

Samlingen er foruden at være en hyldest til de danske opfindere som skabte radiofonien, også en erindring om, at der var en tid hvor vi i Danmark og det øvrige Europa var selvforsynende med elektronik.